>Lod sig synke sammen<

Peter Mogensen lod sig synke sammen. Han faldt tilbage mod væggen og holdt sig på maven med begge hænder.

»Herregud, I niggere er ikke det krudt værd, der kan sende jer ad helvede til. « Manden vendte sig om mod sin makker. »Kommer du?«

Makkeren stod og støttede sig til væggen af grin. Omsider gik de begge to.

Makkeren hvislede. »Det var lige akkurat jeg kunne —« »Glem det John. Det betyder ikke noget.« »I morgen,« sagde han vredt.

»Nå ja, i morgen.« Peter Mogensen betragtede de to mænd, der gik bort. De gik ikke, de vaklede. Makkeren havde ret. I morgen

Manden kom hen til dem. »Smart,« mumlede han. »Parat? Kom så — tiden er inde.« Og de gik alle tre ind på kontoret.

Peter Mogensen trak et haglgevær frem, som han havde haft skjult under frakken, og sagde dæmpet til kontoristen og de to vagtposter ved døren ind til rummet bagved: »Så, få nu ikke ideer. Stå stille, så er der ingen, der kommer til skade. «

Mexicaneren bakkede ind i værelset bag dem, og han hørte døren falde i med et smæld.
»Du forbarmende,« sagde kontoristen. »Røvere.«

Mandens drømmende smil fortalte Peter Mogensen, at de to vagtposter ville være at beklage, hvis de så meget som tænkte på at vise sig tapre.

Det gjorde de ikke. De lod makkeren tage deres våben. Manden holdt vagt med haglgeværet, hans øjne var knebet halvt i.

Kontoristen og de to vagtposter satte sig ned på gulvet bag ved skranken, og Peter Mogensen truede dem til at blive siddende, mens manden gik hen til døren, åbnede den og gav tegn med hånden i tusmørket, og et øjeblik efter kom der syv mand og hjalp ham med at bryde ind i rummet bagved.

»Satans også,« sagde en af dem. »Jeg ville ønske, at det var sedler og ikke det lort der. Det vejer ad helvede til.«

Peter Mogensen så, at guldbarrerne var anbragt på paller i stabler, der nåede dem til midt op på livet, fire paller — pyramider af guldbarrer, der var stablet som løse mursten, på tværs af hinanden. De funklede i det svage lys.