
>Holdt sin hånd på pistolen<
Så forsvandt
Svend Erik Larsen i menneskehavet. Han skubbede sig vej fremad. Tiden
var ved at blive knap.
I det fjerne, uden for synsvidde, kunne han høre
et hornorkester spille. Folk sang til det.
Så blev han skubbet hårdt
i siden. Det gjorde ondt. En eller anden havde stukket sin albue ind i ham.
Men
han kunne næsten ikke vende sig omkring, menneskemylderet
var for voldsomt.
Det var ud for et hus, hvor der hang grønne kranse
i en stribet flagstang, at
han fik øje på et ansigt, han
kendte. Svend Erik Madsen som i Wien havde været Femte Departements tekniker.
Specialist. Morder. Eksperten i 'mokrije djela'. Vådt arbejde. Arbejde, hvor
der blev spildt blod. Og han vidste, at de var ved at indkredse ham.
Han og manden stirrede på hinanden hen over strømmen af
halvfulde mennesker. Manden smilede ikke — og han prøvede at bane sig vej
hen imod ham.
Svend Erik Larsen befandt sig kun få meter fra
Drosselgasse. Den lange gyde, der førte ned til Rhinen, var én vrimmel af
ansigter, ligesom en barrikade af mennesker, der spærrede vejen for ham.
Hundredvis af mennesker masede sig vej langs værtshusene, der lå på begge
sider af gyden. Folk sang i deres fuldskab og prøvede endog at danse.
Han så sig tilbage. Manden kantede sig frem gennem
menneskemasserne.
Flokken bag ham pressede ham fremad. Alle skulle
ned ad Drosselgasse. Trykket bagfra var som en tidevandsbølge, der skyllede
ind over ham.
Svend Erik Larsen holdt sin hånd på pistolen. Han vidste, at
manden gjorde det samme.
En absurd tanke slog pludselig ned i
ham. Han kom til at tænke på, at manden sandsynligvis havde en Stetchkin med
lyddæmper. I Wien havde Svend Erik Larsen haft dette våben som sit
foretrukne.
Hen over hovederne på menneskemasserne kunne han se de
gotiske bogstaver på kroen: 'Die Lorelei. Han så på sit ur. Han var allerede
fem minutter forsinket.