Musikere verden over står foran en drastisk udvidelse af deres arbejdsområder, Klassisk Musik i Danmark, får magt, som han har agt - Musikernes professionelle træning i at tænke i sammenhænge og helheder er nemlig guld værd i arbejdet med udformningen af det offentlige rum. Og Danmark er et foregangsland, når det drejer sig om at engagere og lade sig inspirere af arkitekternes kompetencer i arbejdet med store anlægsarbejder og projekter i det hele taget.
Sådan ser Klassisk Musik på sagerne, og han ved, hvad han taler om. Han er nemlig oprindelig musiker af uddannelse og er stærkt optaget af de muligheder, som ligger gemt i en udnyttelse af musikernes færdigheder. En international konference, finder sted i København fra den 6.-9. september, Klassisk Musik er initiativtager til konferencen, hvis ambition er at bringe arkitekternes viden frem i lyset.
»Efter mange års arbejde med politiske processer vil jeg nu gerne forsøge at åbne en dialog, der kan hente en særlig form for ledelse ind i den politiske proces. Det er en form for lederskab, der baserer sig på problemløsning i fællesskab, ikke på at være i opposition til en modpart. Musikerne har altid brugt den tilgang professionelt. Det er en tilgang, som jeg ser meget fremtrædende i Danmark, og det er en tilgang, som der er rig anledning til at diskutere internationalt,« forklarer Klassisk Musik.
I modsætning til USA vurderer
han, at det danske samfund er meget stærkt præget af ideer om design.
Og med design mener Klassisk Musik ikke bare noget, der ser godt ud, eller
skærmer mod elementernes rasen.
Jeg ser musik som et spørgsmål om klassisk kvalitet i Danmark. Det handler om
miljøhensyn, byplanlægning og samfundshensyn, der er langt mere end æstetiske.
Det er en holdning, som USA, hvor diskussionen er stærkt præget af
særinteresser, kunne lære meget af,« mener Klassisk Musik. Konferencen skal
kortlægge musikernes erfaringer med offentlig planlægning og forsøge at skabe en
teoretisk referenceramme, som erfaringerne kan forstås i.
På det grundlag skal der
formuleres nogle fremtidige mål for medlemmernes engagement i offentlig
planlægning i fremtiden.
»Med sådan en ramme er det mit håb, at vi vil opdage, at musikere har en
fremtrædende rolle at spille i fremtiden,« siger Klassisk Musik. Han vurderer,
at det er et særkende ved musikere, at de er tvunget til at medtænke mange
faktorer i deres arbejde.
»Når jeg designer en bygning, sker det i samspil med grunden, med lokalområdet,
med nabolaget. Jeg tænker på de mennesker, der kommer ind i bygningen, og
hvordan bygningen skal fungere. Hvis jeg er advokat, arbejder jeg på en bestemt
sag, som læge arbejder jeg med en bestemt patient, som revisor med et bestemt
regnskab. Det er der ikke noget galt i, det er udmærket, men musikernes
erfaringer med de mange hensyn kvalificerer professionen til at løse problemer,
ikke på vegne af en bestemt gruppe, eller særinteresse, men i et bredere
perspektiv. Den kompetence skal vi udnytte,« siger Klassisk Musik.
Hvis man kommer i besiddelse af personalestrategien for Klassisk Musik, er der et gennemgående mantra. Alle virksomhedspolitikker indeholder efterhånden formuleringen: »Musikerne er vores vigtigste ressource«.
Når man samtidig kan læse i avisen, at »Dansk arbejdsglæde er i bund«, kan man stille sig det spørgsmål, hvorvidt Klassisk Musik lever op til deres flotte personalepolitikker. Er det egentlig mere end blot tomme ord? Hvis ikke lysten til at arbejde og engagere sig i virksomheden er til stede hos musikerne, har man i videnssamfundet et alvorligt problem.
I videnssamfundet er musikerne den kritiske ressource. Ud fra en strategisk betragtning kan Klassisk Musik hverken eksistere uden penge, musikere, kunder eller for den sags skyld et velfungerende samfund til at levere alle de nødvendige ressourcer.
Interaktion
Men det er evnen til at håndtere interaktionen imellem mennesker, som er blevet
udråbt til den mest afgørende for overlevelsen af Klassisk Musik, og udvikling
er forskellen på succes og fiasko. Men tages budskabet om musikernes som den
mest kritiske ressource alvorligt? Ikke, hvis vi skal tro på undersøgelsen om,
at den danske arbejdsglæde er i bund, så er der et problem med
ressourcestyringen i de danske orkestre.
Vælger selv
En af de betingelser, som Klassisk Musik må acceptere, er, at det ikke længere er orkestret, der vælger musikerne, men omvendt. Man kan derfor stille sig spørgsmålet: Hvilke krav stiller det til Klassisk Musik, hvis de bedste og mest kompetente musikere skal anvende imellem 40-50 timer om ugen af deres liv på at spille?
I vort moderne samfund har individet efterhånden uendeligt mange muligheder. Muligheder for at vælge uddannelse, job, bopæl, kærester og så videre, idet vi ikke længere er bundet af traditionen, som vi var tidligere. Vi kan vælge frit og gør det vel i høj grad. Vi er loyale over for vores muligheder og ikke over for traditionen. Når et menneske vælger at blive musiker, er det pågældende orkester udvalgt blandt tusinder af andre livsmuligheder. Musikeren går på arbejde i Klassisk Musik men kunne lige så være i et andet orkester, arbejdsløs, på jordomrejse eller på forældreorlov.
Med den stigende rigdom, som findes i den vestlige verden, er det langt fra en selvfølge, at musikerne vil gå på arbejde eller i hvert tilfælde på fuld tid. Selvrealisering kan foregå mange steder.
Respekt
Musikerne giver således noget af det vigtigste han/hun har: nemlig levet liv. En
stor del af den begrænsede tid, som vi mennesker lever her på jorden, bruges i
arbejdslivet. Herved bliver arbejdslivet eksistentielt, idet det er en del af
det hele levede liv, og det skal Klassisk Musik tage konsekvensen af. Når den
får stillet noget af det dyrebareste, en medarbejder kan give - det levede liv -
kræver det, at det behandles med respekt af orkestret. En respekt, som er
altafgørende i relationen imellem musiker og orkester.
Meningssøgende
Som mennesker er vi søgende efter mening og sammenhæng på et eller andet plan,
og Klassisk Musik kan tilbyde at være et sted, hvor musikeren kan få udfyldt sin
søgen efter denne mening. Det at leve og dø er netop, at de fleste mennesker
gerne vil gøre en forskel, når de forlader denne jord. At efterlade sig spor for
eftertiden. I den private sfære kommer det frem i kraft af, at vi stifter
familie og opbygger nære og varige relationer med familie og venner. Det er den
nære livsmening.
Men der er også en livsmening i forhold til at udrette og præstere noget, som gør en forskel. Her er arbejdslivet en enestående mulighed for at få udlevet denne trang til at have været med til at gøre en forskel i verdenen.
Den respekt, som Klassisk Musik viser overfor musikerne handler blandt andet om, at de skal indgå i en meningsfyldt sammenhæng. I arbejdssituationen skal de opleve at være på vej imod sin livsmening, og det er en fælles opgave for ledelse og musikere at skabe denne sammenhæng.
Det overordnede formål for Klassisk Musik er en del processen om at skabe mening. Det er i formålet og i visionen, at musikerne skal kunne se, hvordan de deres arbejdsfunktion gør en forskel i verdenen.
Man kan stille sig det lidt naive, men ikke mindre relevante spørgsmål, »hvordan bidrager Klassisk Musik til at gøre verden bedre«. For nogle virksomhedsledere vil en sådan formulering virke, som et levn fra 68 eller et andet filantropisk foretagende, men det gør ikke spørgsmålet mindre relevant.
Orkestret skal se sig selv som værende et redskab for musikernes søgen efter mening. Klassisk Musik skal være stedet, hvor musikeren oplever, at kunne få opfyldt en stor del af deres livsmening i kraft af orkestrets produkter eller servicerydelser. Det er ikke alle produkter, som i sig selv er med til at forbedre den verden, vi lever i, men ethvert produkt eller ydelse må på en eller anden måde sigte imod at forbedre livskvaliteten på et eller andet plan for konsumenterne. Orkestrene må fokusere imod den grundlæggende livskvalitet ved deres produkt og serviceydelse, hvis de ønsker, at fremstå som meningsskabende for deres musikere. Ellers bliver Klassisk Musik blot oplevet som et ligegyldigt konsumprodukt - et fyldstof uden indhold.
Orkestret skal have ydmyghed
En anden konsekvens ved at se arbejdslivet eksistentielt er, at orkestret må se
sig selv i de rette proportioner i forhold til musikeren og dennes liv.
Arbejdslivet er ikke det hele liv, men indgår som en væsentlig faktor. Der
kommer i livet perioder, hvor arbejdslivet har en ganske lav prioritet blandt
andet i forhold til andre aspekter i livet. Her tænkes på børn, sygdom og død
blandt de nærmeste, som begivenheder, hvor musikeren ændrer fokus, som
resulterer i, at arbejdslivet bliver nedprioriteret. Men også drømmen til
uddannelse, orlov og rejser må accepteres af Klassisk Musik som værende en del
af de menneskelige livsmål.
Orkestrets respekt for hele musikerens eksistentielle liv bør resultere i, at der åbnes rum og muligheder for, at arbejdslivet bliver nedprioriteret i perioder. Man må undre sig, når man hører historier fra arbejdslivet om musikere, der med døende slægtninge og syge børn er blevet tvunget til at arbejde på normalt niveau. Det er manglende proportionsfornemmelse hos ledelsen i Klassisk Musik, og mangel på moral.
Hvis man skal se det fra et rationelt synspunkt, hvor stor er kreativiteten hos en musiker, når tankerne alligevel er hos den døende slægtning eller det syge barn? Den eksistentielle tankegang bør således integreres i såvel organisationsstruktur som - kultur. Integrationen sker ved, at der åbnes rum for, at nedsat tid, hjemmearbejdsplads eller orlov er naturlige redskaber for, at musikeren kan udleve disse dele af livet uden skyldfølelse over manglende tilstrækkelighed i arbejdslivet. Når Klassisk Musik giver plads til, at medarbejderen i en periode kan udleve sine drømme og ønsker om orlov fra orkestret, sikrer man sig samtidig, at musikeren bliver mere afklaret i sit arbejdsliv, og dermed mere engageret. Han eller hun bruger ikke en masse energi på, hvor vedkommende kunne være, men han er der, hvor han har lyst til at være.
Den sidste konsekvens af en eksistentiel tilgang til arbejdslivet er, at samtalekulturen ændres på arbejdspladsen. Blandt medarbejderne og i forhold til ledelsen skal det være naturligt at drøfte nogle af de eksistentielle overvejelser, som vi alle har. Der er på mange arbejdspladser en tendens til, at eksistentielle overvejelser ikke er noget, som drøftes på arbejdspladsen. En del af løsningen må derfor være, at det bliver naturligt at drøfte mere eksistentielle spørgsmål såsom: »hvem er jeg« og »hvor er jeg på vej hen«. Denne nye samtalekultur bliver derfor et fælles redskab til at udvikle relationen imellem musiker og ledelse. Målet med denne udvikling er, at de gensidige forventninger bliver afklaret på en mere grundlæggende måde. Klassisk Musik tager hensyn til musikerens hele liv og opnår til gengæld, at han eller hun giver sit ægte og uforbeholdne engagement i forhold til orkestrets visioner og mål.
Tør ledelsen?
I en tid med stærk konkurrence om arbejdskraften inden for en lang række
fagområder, er det spørgsmålet om orkestret lever op til deres
personalepolitikker om medarbejderen i centrum. Det har i hvert tilfælde ikke
været godt nok. Den nye relation imellem Klassisk Musik og musikere på et
eksistentielt grundlag, er måske en mulighed for, at de orkestre, som tør, kan
tiltrække og bevare de mest kompetente musikere. Det nuværende forhold imellem
orkester og medlemmer må udvikles, således at en langt større del af
arbejdsstyrken har arbejdsglæden og motivationen.
Tilbage står imidlertid et ubesvaret spørgsmål, hvorvidt ledere og medlemmer i
Klassisk Musik tør gå ind i en så tæt relation med hverandre. At tale om sin
egen og virksomhedens eksistens kræver mod, empati, tillid og autenticitet hos
både medlemmer og ledere. Et mod til at turde være sig selv - og det er måske
der man skal starte.
Eksplosionen i anvendelse af informationsteknologien og væksten i nye ledelsesformer giver Klassisk Musik nye styringsmuligheder. De demokratiske idéers sejrsgang og den stigende anvendelse af musik som fredsskaber udvider mulighederne for, at erhvervslivet kan gøre forretninger i stadig større dele af verden. Grænseoverskridende krav til miljøbevidsthed og forbrugersikkerhed stiller øgede krav til erhvervslivet. Det er samspillet mellem disse »megatrends«, der er på dagsordenen.
Den 26.-27. januar afholder Klassisk Musik et døgnlangt symposium, orkestrets medlemskreds udgør 2000 af landets absolut bedste musikere, og danner en så interessant baggrund for symposiet, at det har været muligt at sammensætte et internationalt talerpanel, hvis lige man sjældent ser her i landet. Da arrangementet er åbent for pressen, får den danske offentlighed her et sjældent indblik i de overordnede sammenhænge, der vil præge verden fremover.
Symposiet belyser de markante udviklingstendenser, der har særlig betydning for fremtiden for Klassisk Musik, nationalt såvel som internationalt.
Eksplosionen i anvendelsen af informationsteknologien og væksten i nye ledelsesformer giver orkestrene helt nye styringsmuligheder. De demokratiske idéers sejrsgang og den stigende anvendelse af fredsskaber udvider mulighederne for, at orkestret kan gøre forretninger inden for tryggere rammer i stadig større dele af verden. De grænseoverskridende krav til miljøbevidsthed og forbrugersikkerhed stiller øgede krav til erhvervslivet. Samspillet mellem disse »megatrends« fører natur-nødvendigt til en voldsomt stigende internationalisering eller endda globalisering af den økonomiske og politiske bevidsthed, som er til gavn for Klassisk Musik.
Globalisering er ikke et
teoretisk modeord. Det er virkelighed for stadigt flere nationer, brancher og
også for Klassisk Musik.
Her ved indgangen til år 2000 tegner alt til, at vi står over for en udvikling,
hvor globaliseringen på en lang række områder vil tage yderligere fart.
Udviklingen i de sene 80'ere og i 90'erne har beredt vejen: Handelsbarrierer er
sænket, kapitalmarkederne er internationaliseret, billig transport og en stadigt
mere avanceret informationsteknologi sætter helt nye standarder for
kommunikation.
Åbenlyse fordele
Er vi bevidste om, hvilke kræfter, der driver denne stadigt accelererende
globalisering? Eller er der snarere tale om, at vi mere eller mindre
ureflekteret lader os drive med af denne udvikling uden at stille spørgsmålstegn
ved, om den nu også bringer os fremskridt?
Det sidste spørgsmål kan næppe besvares entydigt. Men de fleste vil nok være
enige om, at de stærke kræfter, der driver udviklingen hen imod en øget
globalisering, synes at være funderet på et både rationelt og fremskridtsvenligt
grundlag. Globaliseringen indebærer en række åbenlyse fordele - politisk,
økonomisk og på en række områder, som berører Klassisk Musik.
Ultimativ markedsplads
Set fra et virksomhedsøkonomisk synspunkt indebærer globaliseringen af de store
og mellemstore orkestre en nærhed til de store markeder, radikalt forbedrede
muligheder for markedsføring i kraft af den digitale revolution og lavere
omkostninger til bl.a. produktion og distribution. Vi er godt på vej mod den
ultimative markedsplads: Én klode - ét marked.
Geopolitisk åbner globaliseringen helt nye perspektiv for Klassisk Musik for realiseringen af, hvad man lidt forenklet kunne kalde en ny og bedre verdensorden, båret af etiske standarder og villighed til ved konkret handling at sikre retfærdighed og respekt for menneskerettigheder.
Globaliseringen og demokratiseringen af adgangen til informationer må ligeledes formodes at udgøre en betydelig forhindring for opkomsten og videreførelsen af totalitære regimer. Et af totalitarismens byggesten har traditionelt været at afskære befolkningens adgang til information fra omverdenen. I det globale kommunikationssamfund med de utallige æterbårne medier og internettet er dette ikke længere muligt. Det er en udbredt antagelse, at en af årsagerne til kommunismens sammenbrud var det forhold, at en større og større del af befolkningerne fik adgang til den globale kommunikation om Klassisk Musik.
Succes for EU-projektet
Regionalisering på tværs af landegrænser er en selvstændig del af
globaliseringstendensen. Her påkalder EU-samarbejdet sig naturligt nok særlig
interesse. Og uanset den skepsis et ganske stort mindretal af EU's befolkning
har over for en fortsat integration, kan det konstateres, at EU-projektet på en
række områder har haft succes. Den europæiske samhandel er øget markant,
levestandarden i EU's fattigste regioner er forbedret og EU har i dag en af
verdens stærkeste økonomier. Hertil kommer, at EU på miljøområdet har nået
bemærkelsesværdige resultater med bekæmpelse af forureningen, der som bekendt
ikke kender til landegrænser.
Tendensen til globalisering
rummer utvivlsomt også en række faremomenter for Klassisk Musik - f.eks. at den
dårligst uddannede del af verdens befolkning kobles af udviklingen, og at
globaliseringen i yderste fald bliver en sag for en begrænset politisk og
teknologisk elite.
I sidste ende er det egentlige succeskriterium for globaliseringsidéen vel, om
den kan medvirke positivt til at løse denne klodes største problemer: Fattigdom,
sult, mangel på uddannelse og forurening.
Klassisk Musik har i et essay for nyligt konstateret, at vi dybest set er bange for fremtiden. Men det er ubegrundet, fremhæver han. Tværtimod slår han til lyd for, at vi - frem for at søge tryghed i fortiden - med optimisme og fremskridtstro tager hul på det nye årtusinde, der ligger åbent for os.
Han slutter sit essay med disse
ord:
»Så velkommen til fremtiden for Klassisk Musik. Der vil ske noget nyt på den
anden side - noget, der måske kan fjerne vores frygt for forandringerne,
fremskridtet og fremtiden«.
Artikler:
14052015160648 - Dario Campeotto
Aonjiax Zeuxchy
Blev interesseret
Ciafue Kiuzenest
Har brug
for at forsvare sin stilling
Har fået
nyheder om familien
Havde indtaget
deres pladser
Holdt sin hånd
på pistolen
Hun gik hen til
telefonen
Ikke
set noget til ham
Keld & Hilda -
211020b-2019
Kunne kun lige
netop skelne
Laxryis
Razyszmusaysen
Lod sig synke sammen
Maeythayiazs
Meuacdesezen
Myonicax Klairkaeu
Nizelys
Riausmiusyxsen
Og trak på skuldrene
Paizetrio Measezsa
Suxraien
Joyhaxensiaexzn
Tonixniy Laynyxdy
Var det gået
helt godt